Dream about me!

Længe havde jeg gået og tænk på, at jeg ville se en billedskøn solnedgang. Ofte havde jeg set den smukke aftenhimmel, med de flotte rød og orange honning skyer. Ofte havde jeg siddet udenfor med folk, for at se mørket sprede sig, og de stærke stjerner lyse frem fra det fjerne. Ønsket et ønske, efter at have set et stjerneskud, men blev snydt af en ildflue. Set store, mørke og fantastiske skyer, hvor jeg tydeligt ser de siksakkede lyn lyse op. Faktisk har det kun lykkes mig, at se solnedgangen da jeg sad i flyet. Jeg forlader ikke Afrika, før jeg har set den solnedgang!

Maria og jeg havde udpeget et lille bjerg, som vi ville se solnedgangen fra. Nogle aftner havde vi snakket med vagterne (der står vagter ved vores port til indkørslen) om, at vi gerne ville op på det lille bjerg, og se den derfra. Men har i stedet nøjes med, at opleve de flotte røde skyer fra den lille sten-høj ude foran huset.

Vi fik lov af Chris (vores værtsfar:)), at smutte ud for at se solnedgangen. Vi gik igennem en lille idyllisk gade. Husende, grise, får, høns, hunde, legende børn, kvinder der malede mel gjorde stedet hyggeligt. Det lignede en lille landsby. Maria og jeg sang igennem ”den lille landsby”, vi blev afbrudt af folk der sagde ”Sanu” (Betyder hej på Hausa) Og vi svarede tilbage til dem. Børnene gik fnisende efter os. Så Maria og jeg gik igennem ”den lille landsby” med små og store børn gående bag os. Jeg gjorde tegn til, at de skulle komme tættere på os, og straks holdte jeg automatisk børnene i hånden. Det var hyggeligt. Det var lidt sjovt, at se en mand gå hen til sit hus i pænt jakkesæt og sort taste under armen. På en eller anden måde passede det bare ikke sammen.

De ville vise os vejen til bjerget, som var vores mål. Vi gik igennem smalle og små gader, krydsede noget vand ved at hoppe fra sten til sten, det hele var bare så uvirkeligt.

Maria førte vej op af bjerget, og jeg hjalp børnene op af de store sten. Til sidst var de forhindret af en meget stor sten, og måtte gå hjem. ”Dream about me” blev der råbt, da vi pænt sagde farvel. Det lovede vi.

Vi kom længere op, og jeg kiggede udover landskabet. Da jeg så en lidt påklædt mand sidde i det høje græs. Landskabet var så smukt. Vi kom længer op, selvom vi havde stinkende forhindringer. Der lagde afføring overalt, næsten. Og det var ikke fra hverken hunde eller gedde. Da vi kom op på toppen, var solen selvfølgelig gået ned, og vi havde kun ti minutter til at komme tilbage til Villa Patito (huset vi bor i) på.

Vi gik samme vej tilbage. Grisen og gederne søgte stadig efter føde i den store dynge af skrald. Mørket havde overhalet os, men det gjorde det bare mere hyggeligt, at det var blevet dunkelt. I husene var der blevet tændt bål, der var faldet ro på familierne, og vi kunne ikke længere se ansigtet på de forskellige vi hilste på. Jeg havde lyst til at tilbringe mere tid der. Bare gå og iagttage familierne, dyrene og føle mere af den varme stemning. Men Maria og jeg aftalte, at denne tur skulle vi gøre til en vane:)