De danske og afrikanske maner er SÅ langt fra hinanden. Når vi spiser, har møde, får fortalt noget eller bare er i gang med noget fælles, er det ikke noget problem for afrikanerne at snakke i mobil. Det er heller ikke noget problem for dem, at blive i forsamlingen og snakke. Det var en af de ting jeg skulle bruge lidt tid på, at lære at acceptere. For der hvor jeg kommer fra, og hvis situationen er at man sidder til møde, er mobilen ikke med. Og hvis den er, foregår samtalen på den anden side af muren.
Om morgenen når de står op mellem fem og seks, tænker de heller ikke på at nogen ligger og sover. Men faktisk er jeg også ved at blive glad for, at gå tidligt i seng også stå tidligt op igen. Men vi har dog også lavet den aftale, at vi alle skal have lov at sove til halv syv. Når aftalen ikke bliver holdt, er det heller ikke en undergang. Men jeg er sikker på, at de ikke gør det for at være provokerende.
Børnene og de unge er startet i skole, og vi volontører har derfor os muligheden for nu at arbejde på en skole. Derfor har vi været rundt og se på tre forskellige skoler. Alle skolerne virkede til at være nogle gode steder. Så jeg skal bare bestemme mig for, om jeg kan bidrage med noget der.
Vi var kommet til nummer to skole, vi sad alle i hver vores store bløde stol og lyttede til Chris.
Han var ved at introducere os til skolelederen. Pludselig kom en anden mand og hviskede noget til skolelederen, de to stod og hviskede lidt. Chris snakkede langsommere, og så sagde skolelederen endelig ”sorry” og gik. Chris stod lidt og kiggede rundt på os, vi var alle lidt mundlamme, også begyndte vi altså at grine. Ca. ti minutter efter kom skolelederen igen, otte minutter efter gik han igen, og sådan var det mere eller mindre hele tiden. Men han var venlig og snaksalig. Så igen, jeg tror bestemt ikke at det er noget de lige sådan tænker over det. Og det er altid godt med nogle pauser.
Afrikanerne ser bare nogle gange lidt mere afslappet på det hele. Det kan man også godt mærke, hvis man har en aftale. Det er ikke altid de lige er der til tiden. Det har jeg lært af nu. Så når Chris råber at der er to min. til afgang tænker jeg altid, at jeg nok hellere lige må tage min bog med.
Som jeg har skrevet: Det fede af det hele er, at de virkelig ikke gør det for at provokere. Sådan er de bare, og det har jeg lært at acceptere J
torsdag den 24. september 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar