Den første slange jeg har set i Afrika

Dagens program så godt ud. Vi skulle i ZOO i dag. Jeg kan godt lide dyr, så jeg glædede mig helt vild til at komme af sted. Da havregrøden var spist kørte vi.
Vi ankom til stedet, og fik mini bussen parkeret mellem gederne der gik og græssede. Hvis jeg ikke vidste, at det var en ZOO, ville jeg ikke ane det.
Vi parkerede på en græs/jord plæne. Overhovedet ikke noget der lignede en græsplane
Vi steg ud af bilen, og gik rundt i ZOO haven. Vi startede ved Bavianerne. Chris sagde, at vi kunne danse for dem. Også ville de også gøre det. Men de var mere interresert i de planter vi rakte dem.

Der var også gazeller, flotte gæs, hyæner, geder, løver, og en doven flodhest. Så var der stinkdyr, struds, sorte køer og GRISE!! Er der også grise i en dansk ZOO?
Et af de sidste dyr vi så var en giga fed, fredelig og smuk 3 meter lang pyton slange. Da vi havde ”snakket” lidt med den, gik vi mod udgangen. På vej til udgangen nåede Asger, Maria og jeg lige at hilse på en tør elefant.

Solen stod højt, måske var det derfor der ikke rigtig var liv i dyrene på samme måde som der er i Danmark. Men det var en rigtig god oplevelse, at se en afrikansk ZOO  Så igen har det været en god og oplevelsesfuld dag i Jos.

Hvad er situationsfornemmelse?

De danske og afrikanske maner er SÅ langt fra hinanden. Når vi spiser, har møde, får fortalt noget eller bare er i gang med noget fælles, er det ikke noget problem for afrikanerne at snakke i mobil. Det er heller ikke noget problem for dem, at blive i forsamlingen og snakke. Det var en af de ting jeg skulle bruge lidt tid på, at lære at acceptere. For der hvor jeg kommer fra, og hvis situationen er at man sidder til møde, er mobilen ikke med. Og hvis den er, foregår samtalen på den anden side af muren.

Om morgenen når de står op mellem fem og seks, tænker de heller ikke på at nogen ligger og sover. Men faktisk er jeg også ved at blive glad for, at gå tidligt i seng også stå tidligt op igen. Men vi har dog også lavet den aftale, at vi alle skal have lov at sove til halv syv. Når aftalen ikke bliver holdt, er det heller ikke en undergang. Men jeg er sikker på, at de ikke gør det for at være provokerende.

Børnene og de unge er startet i skole, og vi volontører har derfor os muligheden for nu at arbejde på en skole. Derfor har vi været rundt og se på tre forskellige skoler. Alle skolerne virkede til at være nogle gode steder. Så jeg skal bare bestemme mig for, om jeg kan bidrage med noget der.
Vi var kommet til nummer to skole, vi sad alle i hver vores store bløde stol og lyttede til Chris.

Han var ved at introducere os til skolelederen. Pludselig kom en anden mand og hviskede noget til skolelederen, de to stod og hviskede lidt. Chris snakkede langsommere, og så sagde skolelederen endelig ”sorry” og gik. Chris stod lidt og kiggede rundt på os, vi var alle lidt mundlamme, også begyndte vi altså at grine. Ca. ti minutter efter kom skolelederen igen, otte minutter efter gik han igen, og sådan var det mere eller mindre hele tiden. Men han var venlig og snaksalig. Så igen, jeg tror bestemt ikke at det er noget de lige sådan tænker over det. Og det er altid godt med nogle pauser.

Afrikanerne ser bare nogle gange lidt mere afslappet på det hele. Det kan man også godt mærke, hvis man har en aftale. Det er ikke altid de lige er der til tiden. Det har jeg lært af nu. Så når Chris råber at der er to min. til afgang tænker jeg altid, at jeg nok hellere lige må tage min bog med.

Som jeg har skrevet: Det fede af det hele er, at de virkelig ikke gør det for at provokere. Sådan er de bare, og det har jeg lært at acceptere J

Dans i penge

Jeg kiggede op i loftet. Det lignede faktisk ret godt loftet i min fars gamle lade. Murerne kunne også godt have været fra laden. De havde gjort det hyggelig med ophængt stof. Der stod instrumenter på scenen, og folk begyndte så småt at blive klar.

Det var fjerde kirkegang i Jos. De tre andre kirkegange havde været vidt forskellige, så jeg sad spændt og ventede på, at det skulle begynde. Endelig gik det i gang med sang på scenen. Derefter bøn, så fællessang efterfulgt af trosbekendelsen. Så talte præsten, blandt andet om den uro der ville blive i byen i dag. Det er Schally hollyday i dag. Det vil sige, at muslimerne har en idé om, at hvis de dør på Schally hollyday, kommer de direkte i himlen. Hvis en mand dør på helligdagen, kommer han også direkte i himlen, og får oveni 7 jomfruer. Så der ville blive uro i byen.

En fra menigheden sagde en bøn. Derefter sang koret og kvinderne. Præsten fortalte noget om kvindernes fællesskab. Så var der sang, og vi skulle alle hilse på dem der sad nærmest os. Mens vi hilste på hinanden, sang vi ”Allah Mungodi”. Det var meget skægt, og der kom lidt liv i menigheden. Så var der igen sang med band på scenen.

En ”vigtig mand” holdte derefter en tale, og fortalte blandt andet om os volontører og vi skulle rejse os (præcis som hos de tre andre kirker. En af gangene skulle vi op og danse foran de andre. Jeg var ret glad for, at gulvet hurtigt blev proppet af dansende menneskerJ) Efter det introducerede Chris os. Så var det tid til ofring mens bandet spillede. (ofring går ud på, at man går op og lægger penge i en kurv.

Nogle mener, at man kommer tættere på Gud, hvis man ofre nogle penge. I pinsekirken sagde de, at jo flere penge man ofre, jo tættere på Gud kommer man) Vi stod og dansede imens vi ventede på, at det blev vores tur, da der kom en ældre mand hen til en af de kvinder som holdte den ene af kurvene. Han dansede omkring hende og en anden mand, samtidig med, at han kastede pengesedler på dem skiftevis.

Derefter stod han og dansede rundt i sedlerne.
Så taler en af præsterne om håb. Derefter er der en utrolig lang prædiken, og til slut bøn, meddelelser og igen ofring samt dans og sang. Denne kirkegang tog to timer og et kvarter. Kirken var fyldt op af mænd, kvinder og børn. Kvinderne var smukke i deres store og elegante kjoler, og jeg fik straks en god idé til min nye kjole:)

Et vandre-eventyr.
Der var en gang 12 volontører og en handyman, som skulle ud og opleve verden, men ikke nok med det, de skulle også sætte deres sanser på prøve.
Det hele startede en lørdag formiddag i Jos, i området Mashiah. De 12 hoppede ud af safaribussen og begav sig af sted på eventyret.

Da de var kommet igennem den ”store” port til Mashiah, det magiske land, blev de overvældet af, at alle sanserne kom på højtryk. Først og fremmest synssansen, lugtesans og høresansen.
Synssansen er lig det naturskønne område, der er en lækkerbisken for øjet. Lugtesansen er lig alle de fantastiske blomster, spejderhagl (gedelort) samt skrald og andet affald. (IT’S THE TRUTH) Høresansen er lig fugle, vandfald, snakken og kommunikation med bjerggederne.
Den første prøve de kom til var den store, kæmpe, mega, giga, gigantiske, kolosale og enorme tjørnebusk. Her fandt handymanden sit samurai sværd frem og bekæmpede den store, kæmpe, mega, giga, gigantiske, kolosale og enorme tjørnebusk. Endog den store, kæmpe, mega, giga, gigantiske, kolosale og enorme tjørnebusk var blevet besejret, fik de 12 volontører alligevel skrammer, eller ar de ville have for resten af livet og her snakker forfatteren om følesansen der bliver sat på prøve.

Den anden prøve de kom til, var en meget bred flod. Her skulle de 12 volontører krydse floden uden andre redskaber end fødder, arme og nogle sten. Her gjaldt det om teamwork. Handymanden gik i spidsen, og de 12 volontører fulgte efter, med sommerfugle i maven, men med hinandens arme som redskaber fungerede teamworket godt, og alle kom sikkert over den brede flod.

Den tredje prøve de kom til, var en klippe på størrelse med rundetårnet (+/-). Denne klippe skulle de bestige, for at de på toppen kunne bede om deres største ønske. Efter en meget hård bestigning af ”rundetårn”, så de den smukkeste udsigt ud over hele Jos. Der var natur, huse og biler (og masser af os dertil hører) så langt øjet rakte.

På vejen hjem fra det store eventyr, kom deres sidste sans på prøve, nemlig smagssansen. Handymanden fandt i vejkanten en lignende forvokset mælkebøtte, der virkelig satte smagsløgene på højtryk, det var en meget bitter smag.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende. SLUT PRUT FINALE….

Denne historie er baseret på en virkelig hændelse der fandt sted d. 12/09-2009

Skrevet af Maria og Betina.

Dog! Vov vov..

Victoria havde godt nok snakket lidt om, at vi måske kunne købe lidt hund til at spise. Men det havde jeg ikke smag for, så det emne gik jeg let hen over.

Vi gik rundt i de hårde drenges kvarter. Vi var der for at bringe kristendommen ud til dem.
Lilian, Nen (to nigerianske volontører) og jeg gik ind på en af de mange slags værtshuse for at komme i kontakt med folk.

Jeg stod og observerede de mange forskellige mennesker. De fleste var fulde, en dame gik rundt og delte mad ud, nogen stod bare og røg mens to andre var ved at komme godt i gang med en slåskamp.
Men folk var søde og venlige overfor os. De var interesseret i vores opgave og var meget snaksalige.

Vores volontørhold mødtes igen ved bilen da vi var færdige. Så var det posen blev åbnet for, og en lækker kød duft strøg sig ud i bilen. Vi blev tilbudt at smage. ”What is it?”, spurgte jeg. ”Dog! Vov vov!” Blev der svaret. Jeg var ikke meget for det, men de sagde det smagte meget saftigt, og jeg skulle prøve det, sagde de. Jeg tog et stykke op fra posen, studerede det. Det så også meget godt og saftigt ud, med masser af krydderier på. Og egentlig smagte det helt fint.

”Bare” desinficerende gele

Da vi kom hjem fra weekendturen i Boda, sad jeg med en underlig følelse i tankerne. Vi havde rigtig fået fattigdommen at føle. Kunne det virkelig passe, at nogle folk kunne leve på denne måde, også have det som de havde det.

De store drenge spillede fodbold, og de var virkelig super gode til det! Pigerne prøvede at få solgt deres jordnødder mens de stod og stirrede smilende på os volontører. Alt var meget fredfyldt.
Nogle af børnene jeg legede med.Stedet var fyldt med glade, rare og fattige familier. Det var så vildt! Der gik ikke lang tid, før jeg havde snakket og leget meget med de små børn.

Jeg fik en lyst til at underholde dem med andet end at tage billeder af dem, lege fange eller at lære dem håndtegn. Så jeg rodede min taske igennem for, at finde noget som kunne underholde dem. Tøj kunne ikke alle have fornøjelse af, solcreme, malariapiller og pandelampe ville jeg få brug for, men Alcogel (desinficerende gele) kunne jeg undvære.

Så jeg tog bøtten med ud til børnene. Først var børnene nærmest bange for det, indtil jeg fik øje på en pige jeg kunne kende fra legene. Hun turde, også turde alle. Børnene omringede mig ikke kun, de maste og to drenge nærmest sloges for at få først.

Docas hjælper til med aftensmaden til den første aften.Da der ca. var gået ti minutter med det, havde nogle af volontørerne lavet bål, så det skulle jeg hen og deltage i. Jeg ville bare give en tilfældig den tomme flaske, men fortrød det lige så hurtigt igen, for ALLE børnene var vilde efter den.

Det var hyggeligt omkring bålet. Vi spiste majskolber varmet over bålet. Senere på aftnen efter igen at have taget billeder af børnene, viste jeg de store drenge en video jeg havde taget af dem, da de havde haft gang i den seriøse fodboldkamp.
De syntes stadig det var fedt at se videoen efter 6. gang. Men i morgen skulle jeg være frisk til kirkegang med sang og bongotrommer, så jeg måtte hellere gå med de andre volontører i seng.

Afrika med egne øjne

Det er vildt, at den drøm jeg har haft fra lille af, virkelig er ved at opleve Afrika med egne øjne. Vi er seks volontører fra Danmark. Maja, Maria, Marie, Christina, Asger og jeg.

Vi har hver en partner fra Jos, som også er her for at være volontør. Vores partner sover vi sammen med, og de hjælper os med småting og spørgsmål. Vi volontører bor hos den mest flinke familie. Jeg blev taget så godt i mod den første dag.

Jeg fik fortalt af min partner, Lilian, hvor jeg skulle sove. Maja og jeg sover i samme rum med vores partner. Vi fik lov at pakke ud, også startede vi med at gå ned til brønden, for at hente vand til bad. Til BAD! Vi danskere snakkede om på rejsen hertil, at der sikkert gik flere dage før vi kunne få skidtet af os.

Selvom badet er rimelig primitivt, var det et virkelig et deeejligt bad. Da vandet var blevet opvarmet ved hjælp af bål, fik Maja og jeg hver en spand varm vand, som vi kunne blande op med det kolde vand, som er i den store tønde ved siden af badekaret. Så tager man en lille bøtte og hælder vandet over sig, på denne måde foregår et bad.

Det er sket at jeg ikke har tålmodighed til at vente på vandet, også bliver dagens bad et koldt bad, men det er også prøvet i Danmark Når vi vasker tøj bliver det gjort i en spand med vand, også skrubber man til, skyller det, og hænger det op på snoren.

Jeg elsker den primitive måde at leve på, det er lige mig