16 dejlige og glade gadedrenge.

16 glade og friske drenge på besøg i Villa Papito var kun vellykket. Longji, Maria og jeg tog på Gidan Bege kl. 10.00 fredag, for at være hos drengene inden vi kørte til Villa Papito. Der var en dansk besøgergruppe på besøg på Gidan Bege. De støtter drengene, og ville derfor blive glade for en lille tegning fra dem hver især. Så Det skulle vi sørge for blev gjort. En af damerne fra besøgergruppen kom med lakridser til drengene. Da de smagte på det, gjorde de den grimmeste grimasse. Men lidt efter kunne de pludselig godt lide det. Dog senere fandt vi lakridserne ligge ude på jorden

Jeg havde købt tyggegummi og juice til drengene, som de kunne have til turen dertil. Så vi kørte gumlende til Villa Papito. Da vi kørte ind af porten, blev drengene helt spændte. De løb lidt rundt, og faldt derefter til ro, og var klar til snobrød.

Snobrød havde de aldrig hørt om, og det var en god oplevelse, at lave det til dem. Dertil fik de salat, kød og sodavand + sugerør som jeg havde med hjemme fra Danmark.
Det var os ret dejligt, at spille fodbold med dem på et lidt større areal.

I huset har vi et lille loft, hvor vi har puder, spil og bøger. Der blev hele tiden råbt ”Antie, snap me! Snap me!” eller ”Antie, see me!” De lavede de vildeste ting med deres kroppe. Gik i bro, hoppede højt ned i puderne og slås for sjovt på gulvet.
Det var dejligt at se, at drengene var så glade for at være på besøg hos os.

Dream about me!

Længe havde jeg gået og tænk på, at jeg ville se en billedskøn solnedgang. Ofte havde jeg set den smukke aftenhimmel, med de flotte rød og orange honning skyer. Ofte havde jeg siddet udenfor med folk, for at se mørket sprede sig, og de stærke stjerner lyse frem fra det fjerne. Ønsket et ønske, efter at have set et stjerneskud, men blev snydt af en ildflue. Set store, mørke og fantastiske skyer, hvor jeg tydeligt ser de siksakkede lyn lyse op. Faktisk har det kun lykkes mig, at se solnedgangen da jeg sad i flyet. Jeg forlader ikke Afrika, før jeg har set den solnedgang!

Maria og jeg havde udpeget et lille bjerg, som vi ville se solnedgangen fra. Nogle aftner havde vi snakket med vagterne (der står vagter ved vores port til indkørslen) om, at vi gerne ville op på det lille bjerg, og se den derfra. Men har i stedet nøjes med, at opleve de flotte røde skyer fra den lille sten-høj ude foran huset.

Vi fik lov af Chris (vores værtsfar:)), at smutte ud for at se solnedgangen. Vi gik igennem en lille idyllisk gade. Husende, grise, får, høns, hunde, legende børn, kvinder der malede mel gjorde stedet hyggeligt. Det lignede en lille landsby. Maria og jeg sang igennem ”den lille landsby”, vi blev afbrudt af folk der sagde ”Sanu” (Betyder hej på Hausa) Og vi svarede tilbage til dem. Børnene gik fnisende efter os. Så Maria og jeg gik igennem ”den lille landsby” med små og store børn gående bag os. Jeg gjorde tegn til, at de skulle komme tættere på os, og straks holdte jeg automatisk børnene i hånden. Det var hyggeligt. Det var lidt sjovt, at se en mand gå hen til sit hus i pænt jakkesæt og sort taste under armen. På en eller anden måde passede det bare ikke sammen.

De ville vise os vejen til bjerget, som var vores mål. Vi gik igennem smalle og små gader, krydsede noget vand ved at hoppe fra sten til sten, det hele var bare så uvirkeligt.

Maria førte vej op af bjerget, og jeg hjalp børnene op af de store sten. Til sidst var de forhindret af en meget stor sten, og måtte gå hjem. ”Dream about me” blev der råbt, da vi pænt sagde farvel. Det lovede vi.

Vi kom længere op, og jeg kiggede udover landskabet. Da jeg så en lidt påklædt mand sidde i det høje græs. Landskabet var så smukt. Vi kom længer op, selvom vi havde stinkende forhindringer. Der lagde afføring overalt, næsten. Og det var ikke fra hverken hunde eller gedde. Da vi kom op på toppen, var solen selvfølgelig gået ned, og vi havde kun ti minutter til at komme tilbage til Villa Patito (huset vi bor i) på.

Vi gik samme vej tilbage. Grisen og gederne søgte stadig efter føde i den store dynge af skrald. Mørket havde overhalet os, men det gjorde det bare mere hyggeligt, at det var blevet dunkelt. I husene var der blevet tændt bål, der var faldet ro på familierne, og vi kunne ikke længere se ansigtet på de forskellige vi hilste på. Jeg havde lyst til at tilbringe mere tid der. Bare gå og iagttage familierne, dyrene og føle mere af den varme stemning. Men Maria og jeg aftalte, at denne tur skulle vi gøre til en vane:)

Fantastiske mandag!

Der er mange ting der har fået denne mandag til at være en fantastisk mandag. Jeg tror I alle kender det at have dage som bare glider. Dage hvor intet er negativt. Så kommer der en dag, som bare er helt perfekt, som en slags bonus dag Sådan en dag har jeg haft i dag. En helt fantastisk mandag

Mandag arbejder jeg jo på drengehjemmet Gidan Bege. Maria og jeg underviste de fire små drenge. I dag skulle de lære om cirklen. Det gik rigtig godt, indtil den ene sagde, ”Jeg skal lige noget”. Drengene er cirka tre-fire år, så Maria og jeg har bestemt os for, at det gerne må være lidt frit for dem, bare de får noget ud af det. Så okay, Paul skulle lige noget, sagde han. Det endte med at vi kun stod og underviste kun en dreng. Men så kom de tre andre drenge råbende med bolde i hænderne ”Se! Det er en cirkel!” Maria og jeg sendte hinanden et smil. De forstod vores undervisning. Fedt!

Solen stod lige på, da vi spillede fodbold i pausen, og nøj hvor var det dog hårdt. Det lykkes mig, at lave to hold og vi gik i gang. Når jeg spiller fodbold med drengene er ALLE regler med, og man skal næsten spille med livet som indsats. Hvis jeg skal have en chance, bliver jeg nødt til at gøre alt hvad jeg kan.. Sveden løber ned af os, og nogle kommer til skade på betonjorden. Så jeg kan nå at lege ambulance et par gange i en kamp Midt i kampens hede, skrabede jeg, ved et uheld, min fod hen af betonjorden. Det blødte kun en lille smule, men alligevel var Lucky og Jacob klar med grejet. Lucky havde renseservietten og Jakob havde plasteret. Så skulle jeg bare faste i tre dage, kom Oiwed hen og sagde til mig Også skulle det hele være godt igen.

Efter pausen, var der undervisning igen. Joseph (en af dem der arbejder på hjemmet) fortalte drengene en historie. De store drenge grinte højlydt, de syns den var rigtig sjov. Jeg fik øje på Albert(en af de små). Han sad yderst på bænken, og så rimelig træt ud. Han blinkede lidt med sine øjne, og faldt så hovedet tilbage på bordet. Sådan sov han til undervisning var forbi. Det var ret kært:)
Senere på dagen skulle vi over på TH. (TH er et drengehjem for de store drenge. Det er der drengene fra Gidan Bege kommer hen, når de bliver store nok.) Da vi kom, sad de og så film. Vi var med til at se slutningen. Det var helt vildt hyggeligt. Jeg var kommet i kontakt med to drenge, vi gik ned for at være med til at synge. Normalt plejer vi at dele os op i tre hold. Sport, sang og computer. Men i dag gik vi allesammen til sang.

Sidste mandag lærte de os dansker en sang på Hausa. Vi lovede dem, at vi ville kunne den til i dag. Så i løbet af ugen har vi øvet os på den. Til sidst kunne vi den så godt, så vi sang den i kirken. Vi sang den for drengene. Det var fedt, det var som om at vi kom lidt tættere på dem på en måde, fordi det var på hausa.
Derefter sang vi: ”This is a little light of mine” Så gjorde en af drengene et tegn som betød, at han ville synge for. De sang det på Hausa, og derefter sang vi det på dansk. Jeg fik helt kuldegysning. Det var SÅ fedt! Vi sad alle nogle lunde i en rundkreds og sang med fulde kræft.

Jeg sad på et jernstakit mellem Frankrog og Sonday. Sonday legede diagent. Det var hyle skægt. Vi sang en engelsk sang, jeg kendte den ikke. Frankrog sagde, at hvis vi kom igen næste mandag, ville han skrive den over på papir, så jeg kunne lære den. Det glæder jeg mig til

Senere gik jeg med Joseph over for at se kaninerne. Joseph var vist 15. Vi sad og snakkede imellem kaninerne. Han fortalte hans livshistorie. Den lød rimelig hård. Da vi var godt i gang med at diskutere musik og fodbold hørte jeg Maria råbe mit navn. Joseph og jeg havde helt glemt tiden, så vi kom hurtig i spurt.

Kan du se de køer??

Det utroligt. Det er virkelig helt utroligt! Jeg var med min partner Lilian på marked i én time, og jeg nåede alligevel, at få så mange fantastiske oplevelser. Jeg er helt vild med den afrikanske kultur. Det er faktisk også lidt besynderligt, at afrikanerne ikke kender ordet hygge.

Lilian og jeg lagde i vores seng og hygge-snakkede. Vi diskuterede skole. Hun fortalte, at hun startede i skole som toårige. Hun forklarede, at nogle børn startede i skole, når de var et år, hvis de var gode til at snakke. Hvis det er tilfældet, foregår det mere som børnehave.

Køkkendamen kom og spurgte Lilian, om hun ikke ville rande på marked, for at købe ind til aftensmaden. Det ville hun, og jeg fik tilbuddet at tage med, men vi skulle altså gå. ”Kan du holde til det?” spurgte Lilian mig. Jeg forklarede hende, at i Danmark kan man også gå til byen, gå til kiosken, eller gå en tur osv. Så ja, selvfølgelig kunne jeg holde til det.

Vi svingede til højre og gik et lille stykke hen af en hullede og ujævn jordvej. ”Kan du se de køer?” Spurgte hun og fortsatte ”Det er der de skærer hovederne af køerne ” Sagde hun, mens en knallert kørte forbi os. På knallerten sad to mænd, mellem mændene lagde nogle døde og opskårede geder på ryggen. Gedernes indvolde sjaskede frem og tilbage i gederne. Det var et meget afskyeligt syn. Lilian fniste, og hev fat i mig. Vi skulle videre.

Vi gik ned på en lille sti, igennem en port også var vi på marked. Da jeg havde fået et overblik, var min første kommentar, ”Worw Lilian, this is hygge!” Vi kunne vælge at gå til venstre eller højre. Lilian vidste lige, hvor vi skulle hen, så vi gik målrettet mod højre. Vi gik ned igennem de små boder, det var rart at ingen råbte ”Batuti, Batuti” af mig Eller, ”kom og køb det her”. Det var så skønt, og det fik mig til at nyde og iagttage endnu mere af marked. Jeg elskede det!

Vi kom til boden, hvor vi skulle handle. Damerne var så søde og snaksalige. Jeg fik lov at tage billeder af alt, og måtte næsten ikke stoppe igen. Damerne viste mig, hvordan de gjorde forskellige ting, og fortalte mig, hvad de forskellige grønsager hed. For eksempel viste de mig, hvordan de male forskellige korn arter, hvad de var ved at blande sammen osv.

Igen sammenlignede jeg med Danmark. I Danmark kunne jeg ikke finde på, at stå og hygge-snakke med brugsmanden, mens mine varer kører hen på det sorte rullebånd. Der er ordene få, ”Hej. *smil* Det bliver 289,50 kr. *smil* På beløbet? *smil* Hav en god dag *smil*J ” Men på et marked i Jos, stod Lilian og jeg og hygge-snakkede med damerne, mens vi ventede på, at det vi ville købe blev færdig med at blive malede.
Ingen tvivl om, at det ikke var sidste gang, jeg tog på marked med Lilian.

Første skoledag

Maria, Lilian og jeg (Maria er en dansk volontør, og Lilian er nigeriansk volontør) havde valgt, at skrifte arbejde til Hope Skole. På børnehjemmet, Zawan, hvor jeg arbejdede før, startede de fleste af børnene i skole. Så det vil sige, at vi ville være tre volontør til fire børn, oveni at der var fire antier (De voksne som arbejder på en arbejdsplads, bliver kaldt Anti) til de fire børn. Ergo var der ikke meget arbejde til sidst. Så i dag var den første skoledag på Hope skole for Maria, Lilian og jeg.

Vi tre piger mødte op fra morgnen af, og startede ud med at kigge på, imens de havde morgensang. Det så meget hyggeligt ud. Èn lærere fortalte om biblen, imens en anden lærere gik rundt med en lille tynd pind. Men dog brugte hun den ikke
Derefter gik Lilian til de store børn, mens Maria og jeg gik til undervisning med de mindre børn. Børnene gik i 2. børnehaveklasse. Da lærerinden havde undervist lidt, spurgte hun, om Maria og jeg havde lyst til at undervise. Ja da, svarede vi med et stort smil. Vi havde godt nok aftalt, at den første dag ville vi kigge på, og se hvordan det foregik. Vi fik dog lov til at gå udenfor i den varme sol for at forberede os. Vi satte os og snakkede lidt om det. Hmm, vi kunne undervise dem i alfabetet. Men kunne de allerede alfabetet? Vi kunne også lære dem en sang? Men nu havde vi jo fået den her undervisningsbog med ud fra lærerinden, så måske skulle vi gå ud fra den?

I vores forberedelsestid blev vi enige om, at vi nok hellere måtte sige til lærerinden, at vi havde det bedst med at være ordentlig forberedt. Det endte med, at vi da godt lige kunne synge en sang for dem. Så vi lærte børnene navnene på fingrene, Thumb, index finger, middel finger osv. Vi lærte dem så fingersangen. Derefter lærte vi dem sangen om Joiky, igen fingersangen og Joiky sangen. Det endte med, at vi faktisk havde undervist i rimelig lang tid, vi var ret stolte 
Inden vi tog hjem, skrev vi ned, hvor langt børnene var kommet i undervisningen. Lærerinden fortalte også, hvad de skulle lave i næste uge. Så nu skal vi bare forberede os  Jeg glæder mig!

Den første slange jeg har set i Afrika

Dagens program så godt ud. Vi skulle i ZOO i dag. Jeg kan godt lide dyr, så jeg glædede mig helt vild til at komme af sted. Da havregrøden var spist kørte vi.
Vi ankom til stedet, og fik mini bussen parkeret mellem gederne der gik og græssede. Hvis jeg ikke vidste, at det var en ZOO, ville jeg ikke ane det.
Vi parkerede på en græs/jord plæne. Overhovedet ikke noget der lignede en græsplane
Vi steg ud af bilen, og gik rundt i ZOO haven. Vi startede ved Bavianerne. Chris sagde, at vi kunne danse for dem. Også ville de også gøre det. Men de var mere interresert i de planter vi rakte dem.

Der var også gazeller, flotte gæs, hyæner, geder, løver, og en doven flodhest. Så var der stinkdyr, struds, sorte køer og GRISE!! Er der også grise i en dansk ZOO?
Et af de sidste dyr vi så var en giga fed, fredelig og smuk 3 meter lang pyton slange. Da vi havde ”snakket” lidt med den, gik vi mod udgangen. På vej til udgangen nåede Asger, Maria og jeg lige at hilse på en tør elefant.

Solen stod højt, måske var det derfor der ikke rigtig var liv i dyrene på samme måde som der er i Danmark. Men det var en rigtig god oplevelse, at se en afrikansk ZOO  Så igen har det været en god og oplevelsesfuld dag i Jos.

Hvad er situationsfornemmelse?

De danske og afrikanske maner er SÅ langt fra hinanden. Når vi spiser, har møde, får fortalt noget eller bare er i gang med noget fælles, er det ikke noget problem for afrikanerne at snakke i mobil. Det er heller ikke noget problem for dem, at blive i forsamlingen og snakke. Det var en af de ting jeg skulle bruge lidt tid på, at lære at acceptere. For der hvor jeg kommer fra, og hvis situationen er at man sidder til møde, er mobilen ikke med. Og hvis den er, foregår samtalen på den anden side af muren.

Om morgenen når de står op mellem fem og seks, tænker de heller ikke på at nogen ligger og sover. Men faktisk er jeg også ved at blive glad for, at gå tidligt i seng også stå tidligt op igen. Men vi har dog også lavet den aftale, at vi alle skal have lov at sove til halv syv. Når aftalen ikke bliver holdt, er det heller ikke en undergang. Men jeg er sikker på, at de ikke gør det for at være provokerende.

Børnene og de unge er startet i skole, og vi volontører har derfor os muligheden for nu at arbejde på en skole. Derfor har vi været rundt og se på tre forskellige skoler. Alle skolerne virkede til at være nogle gode steder. Så jeg skal bare bestemme mig for, om jeg kan bidrage med noget der.
Vi var kommet til nummer to skole, vi sad alle i hver vores store bløde stol og lyttede til Chris.

Han var ved at introducere os til skolelederen. Pludselig kom en anden mand og hviskede noget til skolelederen, de to stod og hviskede lidt. Chris snakkede langsommere, og så sagde skolelederen endelig ”sorry” og gik. Chris stod lidt og kiggede rundt på os, vi var alle lidt mundlamme, også begyndte vi altså at grine. Ca. ti minutter efter kom skolelederen igen, otte minutter efter gik han igen, og sådan var det mere eller mindre hele tiden. Men han var venlig og snaksalig. Så igen, jeg tror bestemt ikke at det er noget de lige sådan tænker over det. Og det er altid godt med nogle pauser.

Afrikanerne ser bare nogle gange lidt mere afslappet på det hele. Det kan man også godt mærke, hvis man har en aftale. Det er ikke altid de lige er der til tiden. Det har jeg lært af nu. Så når Chris råber at der er to min. til afgang tænker jeg altid, at jeg nok hellere lige må tage min bog med.

Som jeg har skrevet: Det fede af det hele er, at de virkelig ikke gør det for at provokere. Sådan er de bare, og det har jeg lært at acceptere J

Dans i penge

Jeg kiggede op i loftet. Det lignede faktisk ret godt loftet i min fars gamle lade. Murerne kunne også godt have været fra laden. De havde gjort det hyggelig med ophængt stof. Der stod instrumenter på scenen, og folk begyndte så småt at blive klar.

Det var fjerde kirkegang i Jos. De tre andre kirkegange havde været vidt forskellige, så jeg sad spændt og ventede på, at det skulle begynde. Endelig gik det i gang med sang på scenen. Derefter bøn, så fællessang efterfulgt af trosbekendelsen. Så talte præsten, blandt andet om den uro der ville blive i byen i dag. Det er Schally hollyday i dag. Det vil sige, at muslimerne har en idé om, at hvis de dør på Schally hollyday, kommer de direkte i himlen. Hvis en mand dør på helligdagen, kommer han også direkte i himlen, og får oveni 7 jomfruer. Så der ville blive uro i byen.

En fra menigheden sagde en bøn. Derefter sang koret og kvinderne. Præsten fortalte noget om kvindernes fællesskab. Så var der sang, og vi skulle alle hilse på dem der sad nærmest os. Mens vi hilste på hinanden, sang vi ”Allah Mungodi”. Det var meget skægt, og der kom lidt liv i menigheden. Så var der igen sang med band på scenen.

En ”vigtig mand” holdte derefter en tale, og fortalte blandt andet om os volontører og vi skulle rejse os (præcis som hos de tre andre kirker. En af gangene skulle vi op og danse foran de andre. Jeg var ret glad for, at gulvet hurtigt blev proppet af dansende menneskerJ) Efter det introducerede Chris os. Så var det tid til ofring mens bandet spillede. (ofring går ud på, at man går op og lægger penge i en kurv.

Nogle mener, at man kommer tættere på Gud, hvis man ofre nogle penge. I pinsekirken sagde de, at jo flere penge man ofre, jo tættere på Gud kommer man) Vi stod og dansede imens vi ventede på, at det blev vores tur, da der kom en ældre mand hen til en af de kvinder som holdte den ene af kurvene. Han dansede omkring hende og en anden mand, samtidig med, at han kastede pengesedler på dem skiftevis.

Derefter stod han og dansede rundt i sedlerne.
Så taler en af præsterne om håb. Derefter er der en utrolig lang prædiken, og til slut bøn, meddelelser og igen ofring samt dans og sang. Denne kirkegang tog to timer og et kvarter. Kirken var fyldt op af mænd, kvinder og børn. Kvinderne var smukke i deres store og elegante kjoler, og jeg fik straks en god idé til min nye kjole:)

Et vandre-eventyr.
Der var en gang 12 volontører og en handyman, som skulle ud og opleve verden, men ikke nok med det, de skulle også sætte deres sanser på prøve.
Det hele startede en lørdag formiddag i Jos, i området Mashiah. De 12 hoppede ud af safaribussen og begav sig af sted på eventyret.

Da de var kommet igennem den ”store” port til Mashiah, det magiske land, blev de overvældet af, at alle sanserne kom på højtryk. Først og fremmest synssansen, lugtesans og høresansen.
Synssansen er lig det naturskønne område, der er en lækkerbisken for øjet. Lugtesansen er lig alle de fantastiske blomster, spejderhagl (gedelort) samt skrald og andet affald. (IT’S THE TRUTH) Høresansen er lig fugle, vandfald, snakken og kommunikation med bjerggederne.
Den første prøve de kom til var den store, kæmpe, mega, giga, gigantiske, kolosale og enorme tjørnebusk. Her fandt handymanden sit samurai sværd frem og bekæmpede den store, kæmpe, mega, giga, gigantiske, kolosale og enorme tjørnebusk. Endog den store, kæmpe, mega, giga, gigantiske, kolosale og enorme tjørnebusk var blevet besejret, fik de 12 volontører alligevel skrammer, eller ar de ville have for resten af livet og her snakker forfatteren om følesansen der bliver sat på prøve.

Den anden prøve de kom til, var en meget bred flod. Her skulle de 12 volontører krydse floden uden andre redskaber end fødder, arme og nogle sten. Her gjaldt det om teamwork. Handymanden gik i spidsen, og de 12 volontører fulgte efter, med sommerfugle i maven, men med hinandens arme som redskaber fungerede teamworket godt, og alle kom sikkert over den brede flod.

Den tredje prøve de kom til, var en klippe på størrelse med rundetårnet (+/-). Denne klippe skulle de bestige, for at de på toppen kunne bede om deres største ønske. Efter en meget hård bestigning af ”rundetårn”, så de den smukkeste udsigt ud over hele Jos. Der var natur, huse og biler (og masser af os dertil hører) så langt øjet rakte.

På vejen hjem fra det store eventyr, kom deres sidste sans på prøve, nemlig smagssansen. Handymanden fandt i vejkanten en lignende forvokset mælkebøtte, der virkelig satte smagsløgene på højtryk, det var en meget bitter smag.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende. SLUT PRUT FINALE….

Denne historie er baseret på en virkelig hændelse der fandt sted d. 12/09-2009

Skrevet af Maria og Betina.

Dog! Vov vov..

Victoria havde godt nok snakket lidt om, at vi måske kunne købe lidt hund til at spise. Men det havde jeg ikke smag for, så det emne gik jeg let hen over.

Vi gik rundt i de hårde drenges kvarter. Vi var der for at bringe kristendommen ud til dem.
Lilian, Nen (to nigerianske volontører) og jeg gik ind på en af de mange slags værtshuse for at komme i kontakt med folk.

Jeg stod og observerede de mange forskellige mennesker. De fleste var fulde, en dame gik rundt og delte mad ud, nogen stod bare og røg mens to andre var ved at komme godt i gang med en slåskamp.
Men folk var søde og venlige overfor os. De var interesseret i vores opgave og var meget snaksalige.

Vores volontørhold mødtes igen ved bilen da vi var færdige. Så var det posen blev åbnet for, og en lækker kød duft strøg sig ud i bilen. Vi blev tilbudt at smage. ”What is it?”, spurgte jeg. ”Dog! Vov vov!” Blev der svaret. Jeg var ikke meget for det, men de sagde det smagte meget saftigt, og jeg skulle prøve det, sagde de. Jeg tog et stykke op fra posen, studerede det. Det så også meget godt og saftigt ud, med masser af krydderier på. Og egentlig smagte det helt fint.

”Bare” desinficerende gele

Da vi kom hjem fra weekendturen i Boda, sad jeg med en underlig følelse i tankerne. Vi havde rigtig fået fattigdommen at føle. Kunne det virkelig passe, at nogle folk kunne leve på denne måde, også have det som de havde det.

De store drenge spillede fodbold, og de var virkelig super gode til det! Pigerne prøvede at få solgt deres jordnødder mens de stod og stirrede smilende på os volontører. Alt var meget fredfyldt.
Nogle af børnene jeg legede med.Stedet var fyldt med glade, rare og fattige familier. Det var så vildt! Der gik ikke lang tid, før jeg havde snakket og leget meget med de små børn.

Jeg fik en lyst til at underholde dem med andet end at tage billeder af dem, lege fange eller at lære dem håndtegn. Så jeg rodede min taske igennem for, at finde noget som kunne underholde dem. Tøj kunne ikke alle have fornøjelse af, solcreme, malariapiller og pandelampe ville jeg få brug for, men Alcogel (desinficerende gele) kunne jeg undvære.

Så jeg tog bøtten med ud til børnene. Først var børnene nærmest bange for det, indtil jeg fik øje på en pige jeg kunne kende fra legene. Hun turde, også turde alle. Børnene omringede mig ikke kun, de maste og to drenge nærmest sloges for at få først.

Docas hjælper til med aftensmaden til den første aften.Da der ca. var gået ti minutter med det, havde nogle af volontørerne lavet bål, så det skulle jeg hen og deltage i. Jeg ville bare give en tilfældig den tomme flaske, men fortrød det lige så hurtigt igen, for ALLE børnene var vilde efter den.

Det var hyggeligt omkring bålet. Vi spiste majskolber varmet over bålet. Senere på aftnen efter igen at have taget billeder af børnene, viste jeg de store drenge en video jeg havde taget af dem, da de havde haft gang i den seriøse fodboldkamp.
De syntes stadig det var fedt at se videoen efter 6. gang. Men i morgen skulle jeg være frisk til kirkegang med sang og bongotrommer, så jeg måtte hellere gå med de andre volontører i seng.

Afrika med egne øjne

Det er vildt, at den drøm jeg har haft fra lille af, virkelig er ved at opleve Afrika med egne øjne. Vi er seks volontører fra Danmark. Maja, Maria, Marie, Christina, Asger og jeg.

Vi har hver en partner fra Jos, som også er her for at være volontør. Vores partner sover vi sammen med, og de hjælper os med småting og spørgsmål. Vi volontører bor hos den mest flinke familie. Jeg blev taget så godt i mod den første dag.

Jeg fik fortalt af min partner, Lilian, hvor jeg skulle sove. Maja og jeg sover i samme rum med vores partner. Vi fik lov at pakke ud, også startede vi med at gå ned til brønden, for at hente vand til bad. Til BAD! Vi danskere snakkede om på rejsen hertil, at der sikkert gik flere dage før vi kunne få skidtet af os.

Selvom badet er rimelig primitivt, var det et virkelig et deeejligt bad. Da vandet var blevet opvarmet ved hjælp af bål, fik Maja og jeg hver en spand varm vand, som vi kunne blande op med det kolde vand, som er i den store tønde ved siden af badekaret. Så tager man en lille bøtte og hælder vandet over sig, på denne måde foregår et bad.

Det er sket at jeg ikke har tålmodighed til at vente på vandet, også bliver dagens bad et koldt bad, men det er også prøvet i Danmark Når vi vasker tøj bliver det gjort i en spand med vand, også skrubber man til, skyller det, og hænger det op på snoren.

Jeg elsker den primitive måde at leve på, det er lige mig

Tættere på Nigeria

Efter kun en halvanden dag på volontørkursuet føler jeg mig allerede endnu mere opsat på rejsen. Vi er 26 forventningsfulde personer på holdet. Vi er her alle for at blive forberedt på vores livs store oplevelse, at rejse til en helt anden kultur, Israel, Tanzania eller Nigeria.

Som sagt går volontørkursuet ud på, at vi alle bliver godt forberedte og informeret om vores rejse. I løbet at denne uge kommer vi i undervisningen omkring sikkerhed, sundhed og bibelreflexion og meget mere. Alt sammen noget vi får brug for i mødet med den nigerianske kultur.

For mit vedkommende rejser jeg med Afrika In Touch til Nigeria. Byen jeg skal bo i hedder Jos. Fra den 24. august, datoen hvorpå jeg rejser sammen med fem andre danskere, skal jeg bruge min tid på volontørjobs og udforskning af det spændende og eksotiske land.

Når vi ankommer til Jos, får vi alle fem præsenteret de mulige jobs, som vi kan arbejde med i de tre måneder vi skal være i Nigeria.

Jeg glæder mig til at komme ned og mærke den nigerianske kultur, og give alle de nødramte nigerianere et knus:) samt se hvilke to jobs jeg beslutter mig for at arbejde med i Nigeria.